Data til FBI
Bibliotekerne leverer data fra deres lokalsystemer til den Fælles Biblioteksinfrastruktur.
Fra lokalsystem til FBI
Databrønden rummer de danske bibliotekers fælleskatalog, hvilket inkluderer data fra både fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker (FFU-biblioteker) samt folkebiblioteker. Der er tale om både bibliografiske poster og oplysninger om bibliotekets beholdning og bestand. Disse data er en del af fundamentet i den Fælles Biblioteksinfrastruktur, FBI.
Måden data kommer fra lokalsystemer til databrønden er forskellig, alt efter om data stammer fra et FFU-bibliotek eller et folkebibliotek.
Data fra FFU-biblioteker
Fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker eksporterer fulde bibliografiske poster og lokaliseringer, det vil sige oplysninger om beholdning, bestand og tilgængelighed i lånesamarbejdet, til DBC DIGITALs Posthus.
Biblioteker skal aflevere poster løbende, typisk dagligt eller ugentligt. Efter levering valideres posterne og lægges i en særskilt database med originaldata. Derfra lægges de i databrønden og vil i reglen være søgbare straks eller senest dagen efter afhængig af mængden af fremsendte poster.
Data fra folkebiblioteker
Folkebibliotekerne har historisk set haft et udstrakt katalogiseringssamarbejde, herunder det fælles ID-nummersystem, faustnummer, og fælles navneforms- og dobbeltpostkontrol.
I dag er alle danske folkebiblioteker en af det Fælles Bibliotekssystem, FBS, og de afleverer alle gennem Cicero lokale data vedrørende beholdning og bestand til FBI.
Størstedelen af folkebibliotekernes bibliografiske data, bliver skabt som en del af FBI. De enkelte biblioteker kan også selv katalogisere materialer eller berige eksisterende katalogiseringer ved hjælp af FBIKat. Lokale poster og rettelser leveres også fra Cicero til FBI.
En del mindre uddannelsesinstitutioner benytter samme system som folkebibliotekerne og kan levere data på tilsvarende vis.