Gå til indhold

Håndtering af bestillinger

BOB indeholder en række forskellige muligheder for at håndtere og ekspedere bestillinger.

Senest opdateret: 15. september 2025

Oversigt og sortering

Bestillingerne vises i kort format og er som standard sorteret med nyeste først. Øverst fremgår for eksempel Post 1–10 af 30, hvilket indikerer hvilke af de samlede bestillinger der aktuelt vises.

Sorteringsrækkefølge (ældste/nyeste) kan ændres via pilesymbolerne over kolonnen med datoer og bestil-ID. Det er kun datoen der vises, men BOB sorterer også efter klokkeslæt.

Se mere

Se mere viser bibliografiske detaljer om det bestilte materiale samt yderligere oplysninger om bestillingen. Derudover vises også lokaliseringer og udlånsstatus for materialet samt adgang til at bestille materialet.

Det er i Opsætning muligt at gøre således at udvidet visning automatisk er aktiveret for alle poster. Dette gøres ved at sætte flueben ud for Vis poster udfoldet.

Slå titel op i DanBib

Ved hjælp af funktionen Slå titel op i DanBib er det muligt automatisk at slå det bestilte materiale op i Netpunkt. Dette kan for eksempel være relevant for at verificere, om materialet findes i en anden udgave på eget eller et andet bibliotek.

Behandl bestillinger

Det er i BOB muligt at udføre en række handlinger på én eller flere bestillinger ad gangen.

  • For at behandle én bestilling, klik Behandl ordre ud for denne.
  • For at behandle flere bestillinger på én gang, marker de bestillinger der skal behandles og klik på Behandl markerede.

Det er muligt at markere flere bestillinger på to måder:

  • Sæt et flueben i checkboksen ud for hver enkelt.
  • Vælg Marker alle øverst i skærmbilledet.
Der kan højest markeres 99 bestillinger

Der kan ikke markeres mere end 99 bestillinger ad gangen – heller ikke med Marker alle.

Når der klikkes på Behandl ordre eller Behandl markerede åbnes en menu med følgende muligheder:

  • Gensend
  • Videresend mail
  • Afslut manuelt
  • Print markerede

Gensend

Hvis en bestilling eller kvittering ikke er modtaget korrekt i lokalsystemet, kan den gensendes fra BOB uden at der oprettes en ny bestilling.

Sådan foretages gensendelse:

  1. Søg de relevante bestillinger frem
  2. Marker de ønskede (maks. 99)
  3. Vælg Behandl markerede > Gensend

Et kvitteringsvindue bekræfter, at gensendelsen er igangsat. Vinduet lukker automatisk efter 30 sekunder eller ved at der klikkes på Luk. Markering gemmes. Klik Luk og fjern markering hvis markering skal fjernes.

Når gensendelse er gennemført, vises status under bestillingsdetaljer.

Hvis der er behov for at gensende store mængder, for eksempel flere hundrede eller for en længere periode, kontakt venligst DBC DIGITAL kundeservice.

Videresend mail

Bestillinger kan videresendes internt som læsbar mail til interne modtagere, eksempelvis en indkøbsafdeling.

Fremgangsmåde:

  1. Marker de ønskede bestillinger.
  2. Vælg Behandl markerede > Videresend mail.
  3. Indtast modtagers e-mailadresse.

Bestillingerne samles i én mail og sendes uden lånerdata.

Funktionen kan ikke anvendes til systemintegration, men udelukkende til manuel behandling. Hvis bestillingerne skal læses ind i et biblioteksysstem, bruges Gensend.

Afslut manuelt

I nogle tilfælde er det nødvendigt manuelt at afslutte bestillinger. Det kan for eksempel være hvis:

  • Materialet bestilles på en anden måde end via Bestil-knappen i BOB.
  • Materialet ikke kan skaffes.

Afslutning kan ske fra den enkelte bestillingsvisning eller ved at markere flere bestillinger og vælge Behandl markerede > Afslut manuelt.

Efterfølgende vises et kvitteringsvindue, hvor det er muligt at:

  • Lukke vinduet og gemme markeringen.
  • Fjerne markeringen samtidig med lukning.

Manuel afslutning har følgende effekt afhængigt af fanebladet:

  • bibliotek.dk til os: Bestillingen flyttes fra Åbne til Afsluttede (enten lokaliseret eller ikke lokaliseret til eget bibliotek=.
  • DanBib til os og DanBib fra os: Bestillingen flyttes til kategorien Manuelt afsluttede.

BOB markerer bestillinger under behandling med rød og fed tekst samt statusmeddelelsen Behandles. Denne markering forsvinder, når siden opdateres.

Print markerede

Udskrivning af bestillinger kan benyttes til lokal dokumentation eller intern håndtering:

  1. Marker én eller flere bestillinger.
  2. Vælg Behandl markerede > Print markerede.
  3. Systemet viser en bekræftelse efter afsendelse til printer

Efter at bestillinger er udskrevet vises et kvitteringsvindue. Vinduet lukker automatisk efter 30 sekunder eller ved at der klikkes på Luk. Markering gemmes. Klik Luk og fjern markering hvis markering skal fjernes.

Bestillinger udskrives med en bestilling pr. ark. Udskriften inkluderer lånerdata, lokaliseringer og bestillingens status.

Maksimalt 99 bestillinger kan udskrives samtidig.

Udskriv køreseddel

Fra fanebladet DanBib til os er det under Se mere muligt at udskrive en køreseddel til brug i den nationale kørselsordning.

Udskriv køreseddel-knappen vises, når en bestilling er foldet ud, sammen med information om det låntagende bibliotek, under overskriften Bestilt af.

Bestil materiale

Bestillinger fra bibliotekets brugere, der ikke er blevet automatiserede, skal håndteres manuelt af bibliotekerne. Disse bestillinger findes under Åbne bestillinger i fanen bibliotek.dk til os.

Bestilling foretages ved hjælp af Bestil-knappen ud for eller under lokaliseringerne, der vises under Se mere. Bestilformularen (link) er den samme som i Netpunkt.