Gå til indhold

Valg af emneord

Emneord har stor betydning for, om brugerne finder de relevante materialer ved søgning. Her følger nogle enkle råd til bibliotekspersonale, der katalogiserer materialer, og som også kan være nyttige ved søgning med emneord.

Senest opdateret: 6. oktober 2025

Principper for valg af emneord

  • Vælg ord som brugerne kan forventes at benytte.
  • Brug naturligt sprog:
    • Sammensatte ord som børnepsykologi og klimapolitik.
    • Sammensatte begreber som fransk litteratur og sociale medier.
    • Danske ord frem for fremmedord, for eksempel indvandrere i stedet for immigranter.
  • Der er ingen fast grænse for antal emneord, men som tommelfingerregel bør der sjældent anvendes mere end ti.
  • Brug substantiver frem for verber, for eksempel reparation i stedet for reparere og sorg i stedet for sørge.
  • Anvend flertal, når der kan spørges hvor mange? – for eksempel grønsager, energiressourcer, lokalplaner, invasive arter.
  • Anvend ental, når der kan spørges hvor meget? – for eksempel trafik, didaktik, komik, elektricitet.

Indekseringsniveau

  • Et materiale, som har et specifikt emne, indekseres med specifikke termer. En bog om katte får emneordet katte, og ikke husdyr.
  • Hvis emnet er overordnet, bruges der mere generelle termer. Eksempel: en bred titel som Kultur og samfund får brede emneord: samfundsfag, historie, religion.
  • Det er ikke nødvendigt at tildele emneord, som oversætter materialets DK5 hovedplacering, da det automatisk er søgbart. Eksempel: dk=59.56 behøver ikke også emneordet latinamerikanske folk.
  • Generelt tildeles der ikke emneord med udgangspunkt i de enkelte afsnit eller kapitler. Her kan en indholdsbeskrivende note uddybe materialets emne/indhold.

Lynguide til at finde emneord

  • Find poster med lignende materialer i Cicero eller Netpunkt
  • Undersøg materialevurdering og anmeldelser for at finde gode, beskrivende emneord.
  • Tjek emneordet med søgekoderne db= og ldb=, som bruges til søgning i kontrollerede emneord.
    • Eksempel: Hedder det jernalder eller jernalderen? Søg på db=jernalder og derefter db=jernalderen. Resultatet viser, at jernalderen er det korrekte emneord.
  • Brug DK5 PRO:
    • Eksempel: Slå emnet genetik op på pro.dk5.dk og hent inspiration til andre relevante emneord fra emnehierarkiet såsom DNA, gensplejsning, genterapi, bioetik, arvelighedslære, arvelige sygdomme eller stamceller.

Emneordsbasen

Hvis dit bibliotek abonnerer på Emneordsbasen, så tjek potentielle emneord der. Her findes også definitioner og alternative emneord.