Juni 2026
Bedre Bibliotek.dk-integration for FFU-biblioteker
Brugerintegrationen til Bibliotek.dk er blevet forbedret for FFU-biblioteker, der anvender Alma/Primo som bibliotekssystem. Den nye løsning give lånerne en mere sammenhængende brugeroplevelse på tværs af folke- og FFU-biblioteker.
Identifikationen af brugere i Bibliotek.dk baserer sig blandt andet på CULR, som er et system, der givet et samlet overblik over, hvilke biblioteker en bruger er registreret på. Hidtil er det primært folkebibliotekerne, der har leveret låneroplysninger til CULR, men med den nye integration kan Alma-bibliotekerne nu også bidrage med disse data.
Eksporten sker via Alma Analytics. Oplysningerne anvendes til automatisk ajourføring i CULR, så brugere løbende kan tilføjes, opdateres og slettes.
I Bibliotek.dk betyder løsningen, at brugere kan logge ind via deres folkebibliotek og samtidig få adgang til at bestille materialer og se lånerstatus på deres uddannelsesbibliotek. Tilsvarende kan brugere logge ind med MitID og få adgang til både folkebibliotek og uddannelsesbibliotek samlet ét sted.
Funktionaliteten er i første omgang taget i brug af Aalborg Universitetsbibliotek, men kan implementeres af andre biblioteker, der anvender Alma.
Understøttelse af referenceværktøjer i FBI-API
FBI-API understøtter nu udlevering af data i RIS-format. RIS er et udbredt standardformat til udveksling af bibliografiske referencer mellem bibliotekssystemer, databaser og referencehåndteringsværktøjer.
Den nye funktion gør det enkelt for bibliotekernes brugergrænseflader at lade brugere eksportere referencer fra søgeresultater direkte til de fleste gængse referencehåndteringsværktøjer.
Løsningen er allerede taget i brug i Bibliotek.dk og vil også blive anvendt i det nye Netpunkt. Funktionaliteten kan desuden anvendes af alle systemer, der benytter FBI-API, og kan dermed integreres i andre biblioteksrettede løsninger.