Det Kgl. Bibliotek lukker midlertidigt for bestillinger
Der er fra den 27. april til 1. maj adgang til digitale tjenester, men lukket for bestillinger fra Netpunkt og Bibliotek.dk.
Det Kgl. Bibliotek har bedt os sende denne information:
“Fra mandag 27. april til fredag 1. maj vil der midlertidigt være lukket for modtagelse af bestillinger til Det Kgl. Bibliotek via Netpunkt og Bibliotek.dk.
Der vil fortsat være adgang til digitale services som Digital Artikelservice, Mediestream Folkebibliotek og E-depot. Hvis man er oprettet som låner på Det Kgl. Bibliotek, vil der også være normal adgang til søgning og bestilling via www.kb.dk.
Årsagen til lukningen er, at Det Kgl. Bibliotek forenkler sin opsætning af lokaliseringer i Netpunkt. Formålet med at lave denne forenkling er at skabe et større overblik over Det. Kgl. Biblioteks samlinger samt at levere en mere smidig service til bibliotekerne.
For øjeblikket har Det Kgl. Bibliotek 8 lokaliseringer i Netpunkt:
- 800022 – Det Kgl. Bibliotek, Victor Albecks Vej
- 800028 – KU Nord
- 800031 – RUC
- 800039 – AU Emdrup
- 800041 – AU Herning
- 800015 – Det Kgl. Bibliotek, materialer ikke til udlån
- 809010 – Universitetsinstitutter, begrænset udlån
- 809015 – Universitetsinstitutter, intet udlån
Fremover samles alle materialer til udlån i én lokalisering og dermed reduceres antallet af lokaliseringer til Det Kgl. Bibliotek til 4:
- 800010 – Det Kgl. Bibliotek, materialer til udlån
- 800015 – Det Kgl. Bibliotek, materialer ikke til udlån
- 809010 – Universitetsinstitutter, begrænset udlån
- 809015 – Universitetsinstitutter, intet udlån
Dette betyder, at bestillinger oprettet på lokalisering 800010 fremover altid vil blive oprettet på første ledige udlånseksemplar på Det Kgl. Bibliotek, uanset hvilken filial, der har materialet. Ændringen løser også en del af de problemer, der er med falske positive grønne lamper.
Det vil sige scenarier, hvor KB Victor Albecks Vej har lyst grønt, selvom det i virkeligheden var et eksemplar på AU Emdrup, der var ledigt.
Allerede oprettede bestillinger vil blive håndteret som sædvanligt.
Vi undskylder den ulejlighed, som lukningen giver anledning til.”